Sådan starter en af vores danske forårssange :-)
Og foråret ER en skøn tid. En tid jeg holder meget af.
For 14 dage siden sendte lærken de første spæde strofer ud i luften i mit område en dejlig solskinssøndag og den lod kun stemmen lyde når vejret var godt - men NU ser den stort på om der er sol eller ej og giver den "hele vingen" - den lader sine jublende toner fylde luften.
I skumringen kappes solsorte-hannerne om at synge den smukkeste sang. De øvrige småfugle står ikke tilbage i dagtimerne, så der er en skøn pippen fra buske og træer.
Muldvarpen har forvandlet græsplænen til et landskab af sorte jordbunker - hvis det da ikke er en mosegris der er på spil - eller begge dele :-)
Vintergækker, erantis og de andre skønne forårsblomster "vælter op" af jorden og giver kulør til naturen - et dejligt forvarsel om hvad vi har i vente.
Selv lyset er anderledes og dagene bliver længere for hver dag.
Som plejemor for Kattens Værn kan jeg forvente at forårets udskejelser blandt kattene vil ende ud i at der om nogle måneder vil være brug for min hjælp i forhold til at give husly og omsorg til kattemødre med killinger ingen andre kan/vil tage ansvaret for.
For dem vil det være begyndelsen til et nyt liv - det er et stykke livsbekræftende frivilligt arbejde at hjælpe en lille familie videre til trygge hjem.
Jo, foråret ER en skøn tid :-)