torsdag den 20. september 2012

Jeg øver mig i ikke at nøjes :o)

Gennem hele min bardom og ungdom har jeg grundet omstændighederne være nødt til "at nøjes" - det er så blevet en sådan vane for mig at jeg bliver ved og slår mig til tåls når jeg endnu en gang er endt i "fælden".

I går havde jeg så en snak med mig selv om at så måtte jeg da for f..... holde op med at nøjes og gå efter noget bedre.

Men det er jo nemmere sagt end gjort.

I dag da jeg slæbte af sted med noget hundefoder der skulle byttes på smagsgarantien og benyttede mig af min "pensionist-mercedes" der er så gammel at den vel nærmere er at betegne som en Moris 1000 og jeg kunne mærke at den altså bare ikke var god nok mere til mine dårlige led - ja så bestemte jeg mig for at, efter mere end 35 års samliv, det skulle være slut.

Jeg tog ind i en butik på vejen, for et af kriteriene for en ny var jo netop at den kunne bruges til transport af hundemad.
Der var et fint udvalg og mine øjne faldt også hurtigt på en rummelig en med gode store hjul - desværre var prisen lige til at gøre mine øjne store :o), så jeg begyndte at se på de andre.

Ekspedienten var venlig og hjælpsom, men jeg kunne godt mærke at den dyre model trak i mig så jeg lavde "den ultimative test" og flyttede sækken med hundmad over i den og forklarede den flinke mand at det kunne blive udslagsgivende! Det fungerede bare :o) - så jeg bestemte mig for denne gang IKKE "at nøjes". Fortalte manden at jeg "beholdt den på" og bad ham skaffe mig af med "moris'en" - jeg tror han blev lidt overrasket, meen han tog det pænt.
Så var der kun tilbage for mig at tage en dyb indånding, lukke øjnene og køre dankortet igennem velvidende at det køb kunne det faktisk slet ikke klare!

Men hold da op en superfed og anderledes følelse at komme af sted med den nye vogn. Den kører som en drøm og jeg var slet ikke ødelagt i hele kroppen da jeg nåede hjem - skøøøønt.

Den er alle pengene værd - den eneste lille hage der er ved købet er at det nok varer lidt inden jeg får brug for den igen, for jeg har ikke råd til at gå ud og købe ind ;o) !!!!