søndag den 10. februar 2013

Fjernhealing

Siden at det for år tilbage en tid var "moderne" med folk som healede andre ved store seancer, nærmest gik i trance og derefter "hev blodige klumper" frem fra deres "patienter", har ordet "healing" haft en lidt negativ og useriøs klang i mine ører.

Jeg havde på et tidspunkt en veninde som blev healet forud for ubehagelige indgreb i forbindelse med uønsket barnløshed og som havde utrolig meget gavn af det, men jeg var stadig skeptisk og det var "lidt for alternativt" for mig - selvom jeg var åben over for at "der er mere mellem himmel og jord end vi lige kan se"

Årene er gået og jeg har ved et par lejligheder selv gjort nogle erfaringer med "det der mellem himmel og jord".

Ydermere har jeg fundet ud af at healing ikke har spor at gøre med "blodige klumper" eller på anden måde er mystisk, da jeg er fuldt bevidst hele tiden. Jeg har nu prøvet det et par gange når der har været lidt "for fyldt op i hovedet" og hver gang var en dejlig oplevelse.

I aften har jeg så for første gang deltaget i "fjernhealing". Healingen udgik fra et sted med hjælp fra Ærkeenglen Aurora og det var blot op til mig i mit eget hjem at følge nogle få vejledninger.

Det blev en rigtig fin oplevelse, der skete bestemt "noget" der absolut lader noget tilbage i mit sind og krop.

Der er faktisk kun ét at sige: Prøv det!