Da jeg var barn levede jeg somme tider i en fantasiverden, det er vist helt normalt at man gør det af og til i barndommen, jeg vidste jo godt at det ikke var rigtigt, det var bare sjovt. Som voksen kan jeg da stadig af og til drømme mig lidt væk - uden at jeg dog af den grund helt forsvinder fra omverdenen.
Den anden dag i bussen sad jeg og betragtede en ung mand som stod ved døren foran mig. Han lignede mange andre unge - han havde også et par store høretelefoner på for at kunne høre sin yndlingsmusik og (måske) slippe for at nogen skulle finde på at ville tale til ham. Jeg synes at høretelefonerne bliver større og større, de ligner snart de høretelefoner jeg som teenager kunne gå ind i en pladeforretning og tage på for at høre en plade :o) - heldigvis kan man stadig få nogle små fikse ørepropper så jeg også har mulighed for at høre radio på mobilen når jeg er på farten og der ikke er nogen jeg kan tale med i stedet. Jeg kom til at tænke på en sang som gruppen Shu Bi Dua skrev om for en del år siden. Nemlig at man kunne tage en "walk-man" på og gå tur i skoven og "slippe" for de der irriterende "naturlyde" mens man i stedet kunne forestille sig, via det man så hørte på sin" walk-man", at man i stedet var i New York - og altså slet ikke hjemme i Danmark.
Når jeg ser på de unge mennesker i dag med deres musik klistret til hovedet, kan jeg kun konstatere, at der er "ingen hjemme".
Det er fint at drømme sig væk men hvor går de dog glip af mange skønne lyde fra naturen - som nu i dag hvor lærken for første gang har sendt sine skønne triller mod himmelen :o) - som et tegn på at foråret ER lige om hjørnet.
