søndag den 14. oktober 2012

Pludselig er de bare væk.

"En svale gør ingen sommer" er der et gammel ord der siger, her hvor jeg bor har der været mange svaler - og alligevel har det knebet med sommeren :o).

Pyt! Det er en fryd at se dem suse rundt i luften på jagt efter insekter og lytte til deres vidunderlige kvidren, der er så fin og blød.

"Septembers himmel er så blå" - det var den også i år (i hvert fald ind imellem) og skønt er det at følge svalernes træning til vinterturen sydpå. Luften er fuld af svaler og deres skønne lyd. Et dejligt syn er det også når de sidder i en lang række på tagrygningen af stalden.

Så blev det oktober og nogle dage ind i måneden blev jeg pludselig klar over at de ikke var der mere - svalerne. Der var blevet tomt og stille.

Lige så pludselig de var her i foråret lige så pludselig var de væk.

Nu må standfuglene så sørge for fuglesangen og det har de faktisk gjort de sidste dage :o). Og vi andre må glæde os over dem og glæde os til svalen igen vender tilbage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar